Et dejligt opløftende digt. For mig har det to facetter. På den ene side nostalgien- barndommens dage, hvor kærlige hænder omfavnede ens krop, så man følte sig tryg ved at være lille. Den anden dimension er det selv at være farmor til en lille dreng, som jeg blev for 8mdr. siden. Mine kærlige hænder der kan gøre ham tryg, trøste ham, lege med ham og putte ham. Og min stemme der kan synge glade, stille, triste, lykkelige sange for ham. Alle disse associationer får jeg, fordi digtet er så visuelt. Jeg kan se det med barnets øjne, og med farmors øjne. Rigtig godt skrevet Ronn.

Ih, hvor er det en god tekst. Jeg Rejser lige tilbage i barndommens dage, fordi du skriver så scenisk, at jeg ser det hele for mig. Du har også en smuk lyrisk tilgang, den fremkommer bl.a. gennem de mange gentagelser.
En anden spændende ting ved din tekst er alt det, der står mellem linierne. Det der danner kontrasten til de lykkelige barndomsminder - livets barske sider, livets svære valg, identitetskrise m.m.
Der er et par enkelte steder, hvor du bryder rytmen, du kan overveje, om det kan ændres.
Det ene er ved overgangen fra barn til voksen :
“ jeg drømmer om at være barn igen og ikke stå ansigt til ansigt med store livsproblemer, gråd og fortvivlelse”
Det andet er “ hvad jeg skulle stille op med mig selv og livet og tage store livsomvæltende beslutninger”
Der mangler noget rytme og gentagelse. Måske lidt for lange sætninger i forhold til resten. Men generelt en super tekst.

Hej Britt.
Det er et spændende digt med en fin rytme. Der er også noget mystisk i det, som drager, især “Den mest kendte af alle ufoer”. Men jeg vil nok have svært ved at fortolke det. De tre første linier er et flot billede på placeringen af stolene.
Bliv endelig ved med at skrive. Og hold dig ikke tilbage for at afprøve andre genre.

En spændende og anderledes tekst. Jeg kan virkelig lide dit man, og tænker ok, sådan kan man altså også udtrykke sig og slippe rigtig godt fra det. Du er eminent til at beskrive personens følelse af ikke at slå til overfor andre. Personen (man) brænder jo efter, længes så usigeligt efter at blive set, accepteret, men vover ikke nærkontakten. Føler sig skuffet over, at det er hunden, der får hele opmærksomheden.
Du er rigtig god til at skrive, så man kan se det hele for sig. Både hvordan hunden ser ud, hvad den gør og omgivelserne. Replikkerne er også lige i øjet.
Overvej at lave lidt flere afsnit. Det gør læsningen lettere.
Jeg er ny her på Fyldepennen og vil gerne have kommentarer.
Kunne du tænke dig at give nogle på min tekst “gaven” ?
Charlotte

Rigtig flot novelle med noget af en overraskelse til sidst. En slutning, der ligger udenfor det realistiske, men som passer ind i et fantastisk univers. Jeg er vild med dit sprog og alle dine mange metaforer. Der er virkelig energi og slagkraft i ordene. Og metaforerne er lige i øjet. Ind imellem oplever jeg dog, at du øser lidt for mange ud, så jeg næsten ikke kan nå at kapere dem alle. Jeg kan rigtig godt lide scenerne med moren. De står i skærende kontrast til datteren. Din synsvinkel er datteren, hun er ung og uskyldig, fornemmer jeg. Derfor er jeg lidt i tvil om, om hendes modne måde at tænke på i forhold til kærligheden stemmer helt overens med den usikkerhed og uskyld, hun udstråler.
Du er fantastisk til at karakterisere dine personer både i beskrivelse og deres handlinger. Super flot

Fint lille digt. Meget rytmisk pga rimene. Og ligetil at forstå. Ja et maleri har mange gange inspireret mig til kreativitet. Så sker der ting og sager i hjernen. Farver, former og streger udløser eufori, man kan blive helt høj af et maleri, der drager.

Ja, minder kommer, minder går, flyder ud, væk, men stadig nye kommer til, som livet og tiden bevæger sig fremad. Og de ansigter man så i sin ungdom, tja, hvor er de? Vasket væk og forandret, så man ikke kan kende dem igen. Det er livet, og det er det, du så fint beskriver her.
Tak for en dejlig læseoplevelse og noget at tænke over.

Selvom det er mange år siden husker jeg sagtens følelsen. Ja, det bare syder og bobler i en. En dejlig lille tekst, der vil livet, glæden og kærligheden.

Sikke en positiv tekst. Man bliver da helt varm om hjertet. Den er også en behagelig påmindelse om bare at nyde livet, være lige i nuet, uden at lave noget som helst andet end at iattage livet og glæde sig over den fantastiske varme sommer, som vi måske aldrig kommer til at opleve. Mange sukker i varmen, siger "Nu vil vi have regn. Kan ikke klare det mere. Bliver bims i hovedet" og den slags. Men hvorfor ikke være taknemmelig, bare glæde sig over det altsammen? Det er lige her og nu det sker.
Da jeg læste teksten, blev jeg lidt forvirret over, at mørket var ved at falde på. Det fremgår ikke rigtig i starten. Og det kommer lidt pludselig, fordi personen ser så meget helt oppe fra kvisten. Er det ikke svært i tusmørke og uden briller?
Men ellers tak for en dejlig læseoplevelse.

Super godt digt. Ligetil at forstå, men alligevel med stor dybde. Og så menneskeligt. Hvem kender ikke det at være rastløs og kede sig når man er alene? Man savner trygheden, samværet. Og så er der det der med at tage sig sammen til noget, når ingen skubber på - det kan være noget af en overvindelse.
Jeg kan rigtig godt lide dine gentagelser "Her i varmen", "Her i solen" "Her i stolen". De giver en god rytme og understreger stemningen af kedsomhed.
Ja, man kan skrive digte på mange måder, er det lige gået op for mig. Der er frit valg på alle hylder.
Tak for en god læseoplevelse

Sikke en flot tekst. Jeg er vild med den, blev suget ind i den fra første linie. Klokken er kvart over tolv midnat, men da jeg først begyndte, kunne jeg ikke slippe teksten.
De mange billeder du bruger til at beskrive kaotiske situationer, giver teksten liv og humor. Du har så stor en sikkerhed i dit sprogbrug, at du får læseren til at læne sig tilbage og bare læse derudaf. Jeg vil gerne læse resten af bogen, kan slet ikke lade være.
Tak for en fantastisk læseoplevelse

Hej igen.
Jeg er ny her på Fyldepennen og vil gerne have noget respons på mine tekster. Kunne du tænke dig, at vi giver hinanden konstruktiv kritik?
Jeg har publiceret den første tekst - kortprosa for voksne. Titlen er “Den slidte ske”. Men jeg skriver også gerne for børn.
Kh. Charlotte Hope

Hej Katrine.
Du skriver rigtig godt og er god til at give dine karakterer liv. Men dette kapitel synes jeg, du skal overveje at forkorte. Prøv Om du kan holde fokus på Olli,hans forhold til moren og hans manglende ansvar overfor børnene. Jeg opfatter, at det er det kapitlet vil fortælle. Jeg mister lidt overblikket, fordi der er rigtig meget, der ikke handler om Olli. Fx afsnittet omkring Gitte føles langt og tung. Her taber jeg tråden. Hen mod slutningen af kapitlet skriver du virkelig godt, og du får også fint frem, at moren indser, at Olli ikke er en ansvarlig voksen for børnene.
Sprogligt kan du lige prøve at kigge på gentagelser. Selvom synsvinklen er fra et barn, kan du godt stryge en masse “så”. Du kan bruge punktum, komma i stedet, eller helt udelade ordet. “Siger” gentages også mange gange. Somme tider kan det godt udelades eller erstattes med en handling, så man forstår hvem der siger det.
Det var blot lidt konstruktiv kritik til eftertanke.

Hej Stine.
Denne tekst er ovre i en helt anden boldgade og er ikke så nem for mig at kommentere på, som de to andre. Men jeg fornemmer, at du kunne have glæde af at distancere dig noget mere fra jeget. Det er som om, det er dig selv, der er fortælleren og ikke en helt fiktiv person. Men i digtet, som jeg vil kalde det, skinner det også igennem, at jeget længes usigeligt efter “dig”. Den stemning får du fint frem. Dog har jeg svært ved at få de mange opremsninger ind under huden. Hvad skal jeg som læser føle, tænke, reflektere over?
Forstår du hvad jeg mener? Jeg savner noget mere dybde, noget som kan læses på flere planer. Mere om jegets ensomhed, angst, frustrationer etc. Det skinner ikke rigtig igennem, bliver bare nævnt.
Jeg håber, du kan bruge min konstruktive kritik til noget.
Kh. Charlotte Hope.

Hej Leif.
En rigtig god tekst, du har skrevet. Og du er eminent til at karakterisere din hovedperson. Han er en stor Lort, og det får du rigtig flot frem. Jeg er ikke klar over, om historien fortsætter. Du kunne i såfald overveje at bringe ham i en eller flere situationer, hvor han er tvunget til at forandre sig, eller bliver låst fast i sin egen hovmod. Sprogligt kan du også lige kigge på gentagelser. Fx l.5, hvor du skriver altid to gange i samme sætning. Og lidt længere nede gentager dejligt.
Jeg er vild med din fortællestil. Så godt gået.
Jeg er ny her på Fyldepennen, og vil gerne have nogle kommentarer på mine tekster. Kunne du tænke dig, at vi fremover gensidigt giver hinanden kritik? Jeg har for et par dage siden lagt en kortprosa tekst ind med titlen “Den slidte ske” emnet er sorg og længsel.
Jeg synes, det lyder spændende med den roman, du er i gang med. Den vil jeg gerne være betalæser på. Jeg har været på mange skrivekurser gennem tiden, så nogen erfaring har jeg nok fået.
Mvh. Charlotte Hope

Kære Niels.
Ja, den største smerte i livet er uden tvivl at miste sit kød og blod. Da må man blive savet midt over og for altid have et dybt sår i sjælen.
Din tekst er stærk og går ind under huden. Ikke mindst pga ordvalget “livets rundsav” og gentagelsen hen mod slutningen. Man forstår, at gråden vil blive ved og ved og ved, for sorg kan kun læges gennem grådens smerte. Rigtig gribende tekst.
Min veninde mistede på tragisk vis sin søn for nogle år siden. Senere skete det samme for to andre i min omgangskreds. Det berørte mig dybt, og derfor har jeg sidenhen skrevet en kortprosa tekst over temaet sorgen. Jeg har for nogle dage siden publiceret den på Fyldepennen. Jeg er ny her, så det er min første tekst. Men jeg vil spørge dig, om du kunne tænke dig at læse og kommentere den? Titlen er : “Den slidte ske”
Desuden vil jeg spørge, om du kunne tænke dig at være min skriveven, så vi kommenterer på hinandens tekster fremover?
Jeg skriver i forskellige genre - gerne børnelitteratur.
Som dig begyndte jeg også at skrive efter en grim ulykke. Fortrængte barske barndomsminder sprang frem på nethinden, som en lang film. Og de har givet næring til skriveriet. Så jeg skriver altså, fordi jeg ikke kan lade være.
Mvh Charlotte Hope

Hej igen.
Tak for informationen. Ja jeg tænkte også, at målgruppen må være voksne. Med alt det historiske om hospitalet, sygdom m.m. Vil den være for svær for børn. Men den er virkelig interessant at læse for vokse. Også underholdende.

Hej Katrine.
Hold da op, hvor du skriver godt. Der er liv idin historie, skal jeg love for. Sproget flyder bare og replikkerne karakteriserer personerne super godt. Jeg kan se det hele for mig, og det er som om, jeg befinder mig i museet sammen med familien.
Sproget passer perfekt til at blive fortalt fra et barns synsvinkel. Men jeg ernysgerrig efter altvidende, hvilken målgruppe, den er skrevet for.? Og hvilket kapitel i romanen er det?
Kh. Charlotte

Hej Ann.
Det er et stærkt lille digt, der for mig siger noget om, hvor smertefuldt livet kan være. I sorgen må man gå den grusomme smerte i møde for at komme videre i livet.
Og hvis kærligheden ikke får næring hver dag, går livet i stå.
Tak for de stærke ord.
Kh. Charlotte

Hej Laura.
Jeg kan bare lide din tekst så meget. Den taler lige til hjertet her i den ekstreme varme. Ja, lad os stå af fra stress og jag, leve livet her og nu, så vi kan lade vores sjæl og ånd op, mens vi bare er, gør lige det vi vil, eller gør ingenting. Alt er rigtigt, giver appetit på livet.
Jeg elsker ordet “destination”. I overført betydning handler det om at finde sit ståsted i livet, og slappe af i det.
Tak for en dejlig læseoplevelse .
Kh. Charlotte

Hej Stine.
Sikke en gribende tekst. Du kan virkelig noget med sproget. så enkelt og ligetil at læse, men hvilken dybde. Rigtig godt gået. Du kan krybe ind under huden på mig og dine læsere. Vi mærke sorgen, savnet og hovedpersonens kærlighed til sin søster. Jeg vil gerne læse meget mere af dig.

Rigtig sød historie i børnehøjde. Og pointen med at blive ven med en, man ellers skulle være bange for, giver et særligt kick i historien. Sproget passer perfekt til målgruppen,børn vil elske den.
Rent sprogligt kan du dog overveje, at finde nogle synonymer til meget og mange i starten, idet du gentager ordene adskillige gange. Da jeg er pensioneret lærer, ved jeg alt om, at børn elsker gentagelser, så det er selvfølgelig en balancegang. Somme tider kan man med fordel bruge ordet “så” fx så blå, så stort og gammelt.

Ja, vi kan alle komme så langt ud, at vi tænker på at give op, kampen er for hård, for krævende. Men vi lærer og kommer videre...
Det er en stærk, men dyster tekst, tilsyneladende uden håb, hvis der da ikke bor en kraft inde i dig, der er stærkere, end det menneske, du er lige her og nu. Så jeg tolker, at håbet kan ligge i sidste linie.
Rent sprogligt kan du med fordel stramme din tekst op ved at slette opremsning og gentagelser.
fx. Det rindende, mørke, grumsede vand - mange tillægsord, der gør teksten tung. Buldrende flod og det buldrer i min krop. Ondt bruger du lidt for mange gange. osv.

Sikke en dejlig historie fra en svunden tid. Du er rigtig god til at skrive scenisk, så jeg kan se det hele for mig - englene der flyver hen over kålene, de slatne ærtebælge, stæreparret, der pirker i græsset. Høresansen kommer også i brug - lyde fra stærepar, hunden der gør m.m. Og det virker så fint set fra en 6 årig pige.
Det eneste jeg savner, er lugte. Overvej om du kan få grønkålene til at lugte, og hvad med morgenfruerne, eller hunden Trofast.